BRØNDBY KOMMUNES MÅLSÆTNING FOR DAGTILBUD
Dagtilbudene skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og støtte det enkelte barns tilegnelse og udvikling af sociale og almene færdigheder. Dette med henblik på at styrke det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd og at bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.
Dagtilbudene skal give muligheder for oplevelser og aktiviteter, der bidrager til at stimulere barnets fantasi, kreativitet og sproglige udvikling, samt give barnet rum til at lege og lære og til fysisk udfoldelse, samvær og mulighed for udforskning af omgivelserne.
Dagtilbudene skal give børn mulighed for medbestemmelse og medansvar og som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed og evner til at indgå i forpligtende fællesskaber.
Dagtilbudene skal medvirke til at give børn forståelse for kulturelle værdier og for samspillet med naturen.
For at sikre opfyldelse af dette mål skal der lægges vægt på følgende:
Forældrene:
▪ Der er et tæt og uddybet samarbejde mellem forældrene og personalet. Samarbejdet udmønter sig i daglige dialoger, fælles aktiviteter, på forældremøder og i forældrebestyrelse.
Børnene:
▪ Børn anerkendes som unikke personer med hver deres forudsætninger. De voksne forholder sig til dem, som de er – og pædagogisk tages der afsæt i børnenes behov og styrkesider.
▪ Børns udvikling ses som en helhed, hvor personlige, sociale, sproglige, kropslige temaer samspiller med natur og kulturelle udtryksformer og værdier. De voksne sikrer, at børnene får muligheder for at lege, undersøge, eksperimentere, fabulere, fordybe sig og blive udfordret til egen læring.
▪ Børns personlige og sociale udvikling vægtes højt. De voksne prioriterer de nære relationer og understøtter børnenes sociale samspil med henblik på at styrke børnenes selvværd og selvtillid med en tro på, at de kan og vil mestre udfordringerne i deres omverden.
▪ Børn tillægges en aktiv rolle i deres egen læring og udvikling. De voksne går i dialog med dem og giver plads til og støtter denne læring.
▪ Børn med særlige behov og problemer får særlig opmærksomhed fra medarbejderne.
Dagtilbudene:
▪ Medarbejderne tilrettelægger arbejdet i overensstemmelse med disse principper og i samvirke med forældrene, således at børnene får varierede og alsidige aktivitetstilbud, der sikrer det enkelte barn muligheder for at udvikle sine kompetencer og færdigheder
▪ Medarbejderne udarbejder 1 gang årligt en virksomhedsplan, hvori indgår dagtilbudets pædagogiske læreplan for det kommende år samt en pædagogisk og økonomisk evaluering af det tidligere år.
▪ Virksomhedsplanen indgår i grundlaget for kommunens tilsyn.